Skotsk Hjortehund - Scottish deerhound
 

Den skotske hjortehund, er en hunderace, med ældgamle aner, præcis hvor gamle, er der nok ingen der kan sige med sikkerhed. Racen beskrives flere steder som en ruhåret Greyhound og mange mener at racerne er nært beslægtede. Man formoder at racen indtog de britiske øer omkring 200- tallet (f.kr.). Nogle holder på at det er kelterne andre at det er fønikerne, som kan tilskrives æren for dette. Hundene beskrives oftest som kostbare og højt værdsatte; En fortælling som underbygger dette, er historien om en hjortehund, som blev stjålet fra den keltiske konge, Krathlint.  Tyveriet vakte vild opstandelse og udløste en reel krig mellem pictere og skotter. Omkring det første århundrede efter Kristi fødsel, er racen blevet omtalt som skotske højlandshunde, der hjalp datidens jægere med at indfange kronvildtet om dagen og tronede med deres værdighed i spisesalene om aftenen.  At eje en hjortehund, var kun forundt de kongelige og adelen, hjortehundene havde høj social status og blev betegnet som ”ædle”, ”noble” og ”værdige”.

Karen Blixen

Før man fik skydevåben, havde man brug for hunde til at hjælpe sig, med at fange kronvildt. Jagten foregik således at man holdt hundene tilbage. Når  de opnåede synskontakt med vildtet, gav man slip på hundene , som satte efter. Hjortehundene samarbejdede ved at positionere sig, således at de kunne nedlægge byttet. Hundene skulle ikke dræbe, men fastholde vildtet, til jægeren kom og aflivede det. Da  man begyndte at anvende våben på jagt, havde man ikke længere brug for hundene og racen var derfor tæt på at uddø. Heldigvis kom vores forfædre på andre tanker og fik gennem målrettet avl, reddet den fantastiske hunderace for altid.  Selvom racen er blevet rost i høje toner blandt andet af Karen Blixen som ejede flere eksemplarer, er den heldigvis aldrig blevet en trendy hunderace. 

En mynde

”Mynde” betyder smækker eller tynd og henleder til hundens anatomi. Mynde bruges i Danmark og Norge i beskrivelsen af en relativ homogen gruppe af hunde, som oprindelig er fremavlet som hurtigt drivende jagthunde. I Sverige betegnes mynden som  ”Vinthund” i engelsksprogede lande som ”Sighthound” eller Gazehound . I flere lande anvender og avler man stadig hundene til jagtformål, men på vore breddegrader betegnes mynden hovedsagligt som en familiehund. Den skotske hjortehund tilhører specialklubben ”Myndeklubben” i Danmark. Du kan læse mere her: www.myndeklubben.dk

Sølvpilene Milang og Musling, giver den gas på coursingbanen

Racespecifikt

Hjortehunden har en speciel hundepersonlighed, som man kun kan elske den for. Den er fra naturens side bekvemmelighedssøgende og sætter stor pris på hjemlig hygge. Den er relativ let at have med sig, selvom den er ca. 71 ( tæver)- 76 ( hanner) cm. høj, rimelig lang og vejer ca. 36..5 kg ( tæver) - 45.5kg ( hanner) kg. Racen er meget social og kan lide at være med sin ejer, den kræver ikke opmærksomhed, men vil bare gerne være med. Hjortehunden siger gerne ja tak, til at komme med som gæst til familiefødselsdage, udflugter, byture osv.

Hjortehunden egner sig perfekt til vores kolde klima og skæver sjældent til vejrudsigten. Den kan lide at være ude året rundt, men på varme sommerdage holder den gerne siesta og vil helst være ude tidligt om morgenen og hen under aften. Den elsker at gå ture og at følge sin ejer i al slagt terræn. Det er ren hundebalsam for sjælen at bevæge sig i naturen med en hjortehund. 

Den afskyr at man skynder på den. Jeg kan sagtens slippe af sted med at have fart på en morgen med mine cairner som elsker action, men hjortehundene sætter bremserne i og ” går i parkering”, hvis jeg animerer dem til at ”kridte poterne”. At få mig til at stå  tidligt op om morgenen og samtidig være i godt humør - ja -  det er kun mine hjortehunde som har formået at lære mig det. Jeg bliver i godt humør og nærmest lykkelig, hvad enten det er morgen , middag, eller aften bare jeg kigger på dem. En kollega sagde engang til mig: Sig mig lige, er det den der,  du bliver så lykkelig af? Hendes ansigt var et stort spørgsmålstegn, da hun kiggede på Musling. Men havde hun oplevet at dele sit liv med en hjortehund, ville hun have vidst hvad jeg mente, lige med det samme og havde derfor aldrig spurgt. Mit svar var selvfølgelig JA.         

Når man ser på en hjortehund, kan man nemt få den opfattelse at den er ekstrem motionskrævende. Men i virkeligheden kræver den voksne hjortehund  forholdsvis lidt motion.  Et par gange om ugen har den brug for at bevæge sig helt frit, men  kan ellers  holdes i top form i dagligdagen, med lange gåture, hundeleg og korte cykelture. Såfremt man ønsker at deltage i hundesport, er udstilling og Lure coursing sportsgrene, som racen finder stor fornøjelse ved. Imens hjortehunden vokser, har den dog kun brug for frisk luft, korte gåture og hundeleg.  

Hjortehunden er kun interesseret i at jage, hvis den har noget jagtbart lige foran øjnene, ellers er den generelt mest optaget af, at være i nærheden  af sin ejer. Det er vigtigt at lære den at gå pænt i line, ligesom at etablere et godt indkald og optræne dens lyst til at følge og samarbejde, lige fra starten af. Hjortehunden skal trænes med  fredelige træningsmetoder og venlig konsekvens. Det er en følsom og værdig hund, med stor integritet, som skal behandles med indføling og respekt for dens hundepersonlighed. Den lærer let, hvis det som den skal lære interesserer den. 

Når man møder fremmede mennesker, kan hjortehunden virke venlig men uinteresseret i den fremmede. Dette skyldes at man  tidligere i avlen lagde vægt på at hunden skal afholde sig fra at følge med fremmede. Man kan sige at man i hjortehunden, har indbygget en slags ”tyverisikring” - måske fordi man ville undgå flere tyverier a la ”Krathlint”.  Nogle mennesker har svært ved at kapere at hunden ikke begejstres af at de vil i kontakt med den og opfatter den som værende ophøjet eller "snobbet" En hjortehunds familie og venner ser en helt anden side af hunden, her er den altid imødekommende, glad, åben og meget tillidsfuld. Den elsker at ”putte sig” i bløde dyner og er en udpræget sofaligger, som skal have en ligge plads i familiens centrum. Som hjortehundeejer ejer skal man være opmærksom på at den er meget social og trives bedst med at være sammen med sin familie. Den skal animeres til motion og mental beskæftigelse, så den ikke ender med at snue hele sin dag væk.

                                                    I min Musling findes en uvurderlig hundeperle

Hjortehunden ejer ikke skyggen af revirforsvar og egner sig ikke som vagthund. Den fortæller heller ikke sin ejer med opmærksom gøen, når der kommer gæster. Den er nærmest lydløs, men der kan sagtens være lyd på, når den leger med andre hunde.  Hjortehunden er venlig, mild, tolerant og finder sig i meget fra uhøflige firbenede artsfæller. Den kan være alt for flink, derfor skal man som ejer, sørge for at vælge venlige, sociale og gerne højbenede men lette hundevenner til sin hjortehund. Den deler gerne sit hjem og  familie med artsfæller.

Den skotske hjortehund, har ry for at opnå en relativ lav levealder. I flere racebøger, står at racen bliver 8-9 år. Personligt har jeg kendskab til flere som er blevet mere end 12 år. Jeg håber at et bagland med en hundefamilie som har opnået høj levealder, samt rigelig fysisk og mental motion, sund mad og masser af frisk luft kan medvirke til at holde mine hunde friske langt op i alderen. 

Det er vigtigt at passe på hjortehundens tæer og kløer, som nemt kan komme i klemme og lide skade, når hunden giver den gas. Neglene skal derfor altid være kortklippede

Hjortehunden skal holdes i ro et par timer efter at den har spist, da den er i risikozonen for at blive ramt af lidelsen mavedrejning, som er meget smertefuldt og i værste fald kan ende med døden for hunden. I dag, ved de fleste dyrlæger at mynderne kan være følsomme overfor medicin og narkose, men ikke alle er opmærksomme på at hjortehunden er en mynde.